Historie

Freudekoret blev stiftet den 18. april 1977 af fru Hilda Wieth Poulsen, Lyngby.
Hun havde en meget stor sopranstemme og var en meget dynamisk dame, for ikke at sige diktatorisk leder.  Det lykkedes for hende at samle et kor af herrer og damer på 12-15 personer.

Freudekoret, som hun bestemte det skulle hedde, startede i en stuelejlighed i en villa lige overfor Christianskirken. Efter nogle års forløb blev villaen solgt, så koret måtte se sig om efter et nyt lokale. Det blev så i Christianskirken vi fik husly. Vi fandt os dog aldrig rigtig tilpas i den "kolde kirke".

Herefter fik vi plads i et mødelokale i Brede, dog kun et par år, så var vi så heldige at få musiklokalet i Lyngby Sognegård. Det var det helt rigtige sted.

Vi har haft forskellige korledere. Bl.a. var vi meget glade for Bjarne og Mette, som var hos os i fem år. Det var en sorgens dag da de to forlod os. De manglede begge et år i deres uddannelse, og nu skulle det altså være.

Vi søgte og søgte, men uden resultat. Vi satte store plakater op på konservatoriet, men det gav heller ikke noget resultat. Så fik vi overtalt en ældre pianist, Helge Petersen, til at blive korleder. Efter et par år fik han problemer med sit helbred og vi måtte se i øjnene at vi skulle ud at finde en ny.

En af korets medlemmer kendte Trille, som så begyndte som korleder hos os i september 1994 - og det valg har vi aldrig fortrudt! Hun bragte et frisk pust ind i koret. Hun er meget dygtig og altid i godt humør. Repertoiret er meget varieret, lige fra danske sange til engelske gospelsange, svenske sange og et specielt juleprogram.


(teksten er skrevet  af Else Rasmussen 1999)